HUMLEN I DET HELE!
- om det gådefulde og kvindeligheden
I en tid, der er grundigt belært af politiske utopiers og ideologiers fallit, fastholder Ebbe utopien, i den forstand at han insisterer på at leve i en foranderlig, åben og ufærdig verden med plads til det gådefulde, anderledes og fremmede. En verden, der kan blive bedre.
I en verden, hvor sekulariseringen er så fremskredet, at den er ved at afskaffe troen, hvor dennesidigheden har sejret så eftertrykkeligt, at vi har mistet håbet, insisterer Ebbe på at leve med håbets dimension, og han håber med tro på, at historien vil ende godt og synerne blive til åbenbaring.
”Hvad skal landet med profeter og sandsigere, som spår, at alt er på vej til at gå ad helvede til? Indbyggerne ved det alt for godt i forvejen.
Hvis Esajas havde slået sig til tåls med at profetere sit folks undergang og verdens ende, så ville Bethlehemskrybben have været tom, det sorte kors ville stadig have tynget graven, og Helligånden ville aldrig være nedsteget.” (”Frederik” s. 243 -44).
Ebbes profetiske visioner har dybe rødder i den fælles fortid, som det er enhver generations ansvar at føre op i nutiden. Det ansvar tog Ebbe på sig i en særlig grad. Nutiden er blot den side af fortid og fremtid, der vender vores vej. Og nutidens tegn kan tydes i kraft af, at profeten har talt. I de handlinger, der udgør nutiden, konkretiseres tidløse myter, der er retningsgivende for den, der kan se og høre.
Fra dette gådefulde, mytiske felt udgår den skabende impuls, der antænder både digteren og profeten Ebbe. Impulsen har kvindelige træk.
Når Johannes H. Christensen kommenterer Ebbes ”ægte, forundrede sans for det kvindelige” i ”Aberne i træernes toppe,” svarer Ebbe på sin karakteristiske måde: ”Det vil jeg gerne vedgå, det er humlen i det hele.” (s.276 ).
Kamilleblomsten
Hvis kvinden er humlen i det hele, så er det gennem mystikken, han får smag for helheden.
Som for de fleste åbnede mystikkens verden sig for Ebbe i barndommen. De fleste glemmer det igen. Ikke Ebbe. Resten af livet afsøger han mystikkens egne, og den mystiske oplevelse både i sine studier og i sin digtning, både med syrede og mere alvorlige eksperimenter. Og, som det er med den slags oplevelser, kommer de ikke, når han vil, men som åbenbaring og gave. Ånden blæser, hvorhen den vil. Første gang var, da han så kamilleblomsten.
I en pause i legen sad Ebbe som femårig på kantstenen og kikkede lidt træt på nogle kamilleblomster. Pludselig vokser den største af dem til en stor, levende sol med stråler i alle regnbuens farver. Solen gennemstrømmer hele verden, også ham, med uendelig varme og kærlighed, og han fyldes af visheden om, at verden, som han plejede at se den, fandtes for enden af solens stråle.
Efterhånden som Ebbes liv udfolder sig, vender han stadig oftere tilbage til denne barndomsoplevelse som betydningsfuld for hele hans livsforløb. Den fik ham til at insistere på, at livet er gådefuldt, og at man kommer på vildspor, hvis man tror, at fornuften kan forklare det hele. Denne tidlige indvielse i mystikkens verden var med til at forme hans liv og hans livssyn. Den ligger som en rød tråd ved siden af den lyttende uro, der førte Ebbe gennem mange eksotiske eksperimenter og livsfortolkninger og ind i mange forhold, ikke mindst til kvinder. Veje og vildveje, det var han selv den sidste til at benægte, men fejltrinene var med til at skabe dansen og ikke farisæeren, men synderen ser Gud, som han selv udtrykker det.
I et af de sidste interviews med Ebbe (Kristeligt Dagblad 11.09.04) siger han, at oplevelsen med kamilleblomsten så afgjort hænger sammen med, at han nåede til den indsigt, der gjorde, at han turde vedkende sig, at han var kristen.
I en tid, hvor selv kirken har haft svært ved at vedkende sig mysteriet, fastholder Ebbe, at kristen forkyndelse må indeholde både mysteriet og rationaliteten, etikken. Ja, at det netop er mystikken, der binder det hele sammen.
Han byggede på personlig erfaring og erkendelse, noget der ikke var sans for på ”bjerget.” Men det gav hans ord vægt og myndighed. Der var kød på. Det virkede. For os, der lyttede til ham i kirkedøren, blev det en åbning, mens kirken i de år blev et lukket rum for mange.
Ebbes kamilleblomst danner en slags parallel til Grundtvigs påskelilje, når Grundtvig lader den synge om sig selv: ”Ved mit syn kun den sig fryder, som har kær hvad jeg betyder.”
Som livet skred frem, åbenbarer den lysende sol stadig nye betydninger for Ebbe. ”Bondeblomst fra landsbyhave” og fortovskantens blomst på en villavej i Gentofte, begge lige almindelige og prunkløse, blev en port til det kristne mysterium, inkarnationen, at ånd bliver kød og kød bliver ånd, som det sker i nadvermåltid og opstandelse.
Og som det blev for både Grundtvig og for Ebbe i mødet med kvinden og det kvindelige. Det mandlige og kvindeliges sammensmeltning, vakt til live i det konkrete kærlighedsmøde mellem mand og kvinde, blev det, der stærkest lod dem smage kærlighedens mysterium, der er mere end en følelse mellem to.
Hvis kamilleblomsten var mysteriets opgående sol, blev kvinden ”den tiltagende måne” eller ”solens brud,” som han siger i ”Rejsen til Messias.” (Brudeturen s.58) Ebbes erkendelse af kvinden og det lystbårne fællesskab var som for Grundtvig af gådefuld og religiøs karakter og havde rødder i mystikken.
Hvor er vores tanker om hende?
”Hvad vi ved, er, at vi kommer til verden fra livmoderen, og at Altet kupler sig om os som en mave og er til vores rådighed som en moderkage. Vi, Vorfaders tanker, er af en eller anden grund henvist til at suge næring af Vormoder.” Men hvor er hendes tanker? Hvor er vores tanker om hende? (Frederik s.18).
Ebbe fortæller med blufærdighed kun lidt om sine personlige relationer. Forældrene, de to ”undfangende kræfter”, som han kalder dem, ikke undtaget. Sin far skildrer han som en ydmyg og ensom mand, der ofte var deprimeret. For Ebbe betød det, som han siger: ”At han blev hjulpet forbi de fleste af den patriarkalske verdensordens rovdyrbure.” (”Svaneøgle” s.89) Moderen var hjemmegående. Det var hende, der konstituerede familielivet, og det var hende, der bestemte, hvor skabet skulle stå. Samtidig stod hun altid på faderens side og støttede ham moralsk, når noget ødelagde hans glæde ved tilværelsen. ”Hun havde et rundere og gladere og mere problem-afvisende livssyn.” Så selv om det kunne se ud, som hjemmet fungerede konventionelt patriarkalsk på faderens præmisser, overbeviste det alligevel Ebbe om, at kvinden er den stærkeste i ægteskabet. Så han har efter sit eget udsagn aldrig rigtig forstået det der med kvindefrigørelsen, som senere dukkede op. Det, synes han, var foregået for længst i hans hjem. (”Aberne i træernes toppe” s.10) I kvindebevægelsen stod han på kvindernes side, men aldrig på mændenes bekostning. Der skulle være balance.
Han mener samtidig, at moderens dominans i ægteskabet var med til at forstærke et af hans mest vedholdende pubertetsproblemer: angsten for, hvordan det skulle gå med hans frihedstrang, hvis han blev blandet ind i sådan noget.
Med puberteten voksede en følelse af at være en fremmed. Han var havnet et forkert sted.
Han havde en lillesøster, Anne, og han fik også et par veninder, ”men de fleste var langt væk, og det var godt det samme, for deres verden var endnu mere uinteressant end min.” Der var ikke noget, der var rigtig alvor. Hverken i hans eller i pigernes liv.
Alvor blev der først egentlig, mens han skrev ”Frederik”. Mens han skrev bogen, indgik han i en så levende dialog med Grundtvig, at han kunne føle det, som skrev han efter diktat. Det var, som om noget overvældende stærkt trådte i kraft i ham selv, noget som indtil da blot havde ligget som et ufremkaldt negativ. Det blev en undfangelsesproces, hvorigennem han lige så meget fremkaldte billedet af sig selv som af Grundtvig.
Ikke mindst at skrive om kvinderne i Grundtvigs liv blev en erkendelsesproces, der kaldte arketypiske kvindeaspekter frem i hans egen psyke, som siden trådte i kraft i det, han kom til at skrive efter ”Frederik”.
Det er frem for alt mødet med Marie Toft, der får både Grundtvig og Ebbe til ”at se med begge øjne. For alvor!” (”Aberne i træernes toppe” s.75) Grundtvig har, da han møder Marie, oplevet det kvindelige som et af tilværelsens grundlæggende mysterier. Han er dybt fascineret af dette mysterium, og det inspirerer ham til både tale og digt. Men i den gensidighed han oplever i forhold til Marie Toft erkender han, at kvindekønnet ikke blot skal tolkes af manden, det være sig i nok så skønne digte. Kvinden skal kunne åbne munden og tale for sig selv, lige så frit som manden. Hendes stemme skal kunne høres. ”- saa (altså således) skal man dele, at hver får det hele, når to man vil have til ét.” (6.sang. Christenhedens Syvstjerne).
Så mister han Marie. ”Hun er ej død, hun sover kun!”
På graven blev sat en stor granitsten, lige så stærk og tæt ved naturen, som han huskede hende. Sorgen var ubærlig, og dog, mens han skriver sine sørgedigte, åbner dødens gåde sit vesir og ordet bliver kød: ” - dit hjerte ej des mindre, ømt og kærligt i mit indre slår med mit i yndig takt.” Selv om den, vi elsker, dør, dør kærligheden ikke. Hendes hjerte mødes stadig med hans, ikke i kraft af Eros. Den bereder jorden, skænker nærværets sansefryd og fylde, og tak og lov for det. Men i kraft af ”hjertekamrets gæst,” Agape, Guds kærlighed. Det er den magt, der altid dybest har bundet dem sammen. Den er der stadig. Han må hen i kirken for at få det fortalt og erfare det på ny. For: ”- i præstehjertet inde, lever med Maries minde, selv hun op hver helligdag.”
”Det store, pragtfulde mysterium er det evige liv,” siger Ebbe i den sidste samtale, han har med Johs. H. Christensen. De taler naturligvis om døden. Det var det, der forestod. Meget korporligt. Ebbe siger: ”Kødets opstandelse,” som jeg hører den vending, så betyder den, at det ikke bare er en tåget, formløs sjæl, der sådan flagrer op i det evige liv. Men der er noget der er større og endnu mere ubegribeligt, og den nemmeste måde at udtrykke den virkelighed på er med ordene ”kødets opstandelse.” Ebbe er en konkret mystiker. Både han og Grundtvig så i enhver forstand med begge øjne efter mødet med Marie.
Hendes stemme
”Overfor Gud er vi alle kvinder.” (”Frederik” s.142). Det er det svar, kejserinden, den kloge Mamæa får, da hun spørger den kastrerede munk Origen om, hvorfor der ikke var plads til kvinden i den øverste himmel? Ebbe fortæller, at hun tog hjem uden at være blevet klogere.
For både Grundtvig og Ebbe står det nemlig klart, at om kvinden skal tale med sin egen stemme, ligeværdigt med manden, så involverer det Gudsbilledet, så må der også være plads til kvinden i den øverste himmel.
Ebbe blev via Grundtvig ført til visdomslitteraturens Sofia. Den kvindelige visdom. (Bl.a. Ordsprogenes bog, kap.8) Guds medskaberinde Jøderne kalder hende Hokmah, det betyder kunstnerinde. I den jødiske mystik Kabbalaen hedder hun Shikinah.
Vi kender hende fra Michelangelos billede af skabelsen i det Sixtinske kapel. Tæt omarmet skaber Hun sammen med Gud, Herren, mennesket. En illustration til Biblens skabelsesberetning, hvor der står, at Gud skaber mennesket i sit billede, så de ligner Gud, som mand og kvinde.
I ”Aberne i træernes toppe” s.104. kommenterer Ebbe dette billede med ordene ”Så hun er der jo, men må helst ikke være der.”
I Ebbes store romaner dukker repræsentanter for denne ”kvindelige visdom” stadig op, som vise kvinder der taler og handler det monoteistiske patriarkat midt imod og derfor gang på gang usynliggøres eller får munden lukket på de mest bestialske måder.
I Frederik”s.276 lader Ebbe ”Mor Sigbrits idé,” som kapitlet hedder, knytte an til Mamæas spørgsmål. Mor Sigbrit siger: ”Hele Tyskland er i oprør mod Pavestolen. Og de indser vel også, at den der i himlen må bøde for menneskenes dårskab, er jomfru Maria. Hun vil forsvinde ud af himlen, hvis vi ikke lader hende genføde. Og lange års studier har vist mig, at det er her i Danmark.”
Og Ebbe tilføjer: ”Da reformationen kom til Danmark, var det Luthers og Hans Tavsens. Den, hvor Maria ikke var med.”
Og når Maria glemmes,
hvor Jesus nævnes end
da hjertet overstemmes
af hjernespind hos mænd
(Grundtvig)
”Vi, Vorfaders tanker, er af en eller anden grund henvist til at suge næring af Vormoder.” ”Af en eller anden grund”, siger Ebbe i begyndelsen af ”Frederik.” Da han er færdig med bogen, kender han grunden: Af den grund: ”at alt, hvad der ordentlig skal gå os til hjertet, må gå igennem kvinden til os.” Det var Grundtvigs erfaring, nu var det også hans. Kvinden var som Vormoder føderske og livgiver, nøgle til den gådefulde indgang og port.
”Men hvor er hendes tanker?” spurgte han videre. Svarene dæmrede. I Hendes stemme:
I naturen, moder jord, som føder og nærer os.
I eros, kroppen, sanserne.
I modersmålet. Det levende ord, sproget som det, der høres.
Og i historien. Godt nok tilskriver Ebbe nu og da historien den mandlige polaritet, men Saga selv er kvinde. Og nok har den logiske, historisk-kritiske forskning, som Ebbe mødte på universitetet, været af mandlig dominans, men den mundtlige fortælling, hvori Ebbe selv var en mester, har Sagas kvindelige træk. Ligeledes den måde, Ebbe skriver historie på, poetisk, analogisk, hvor det er de skjulte ligheder og det synkrone, der bærer historien, snarere end logikken med dens læggen vægt på forskelle og analyse.
Ikke mindst finder vi ”Hendes ånd inkarneret i det folkelige fællesskab, det kollektive.” Det handler om ”ofringen af Jeg-magten og sammenhængen mellem det kvindelige og det kollektive, ” (Kritik nr.21, s.36). Ofringen af Jeg-magtens enegang, både som mand i forhold til kvinden, og som enegænger, egoist i forhold til fællesskabet.
Liv er af dobbelt natur
Helt kun i mand og i kvinde:
Skiller dem grusomt en mur,
Livet fra begge må rinde.
(Grundtvig)
Rejsen til Messias
”Når mandsmagten rækker for langt ud over sig selv dæmoniseres den” (Frederik,s.241), og kvindemagten pålægges en smertefuld tilværelse, fortrænges, eller tilintetgøres. Skildringen af dette dilemma bliver et hovedtema i Ebbes store romaner efter ”Frederik.”
Nysgerrigheden og længselen efter at overskride grænser og gennembryde mure for at forenes med Hende virker som pilen i kompasset, retningsgivende for digterens lidenskab.
Lidenskaben næres af historikerens harmfulde vrede over at: ”Hun gang på gang fortrængtes til de yderste lande, da statens fallos rejste sig. Hun der skal sige, hvad Jehova dølger og Jesus kun dunkelt antyder.” (Frederik.s.383)
Med ”Rejsen til Messias.” fra 1974 slår Ebbe temaet an. I ”Himlene og Jorden” hans sidste store roman fra 2003 afslutter han det.
I ”Rejsen til Messias,” synes jeg ”humlen i det hele” er mest dugfriskt og sanseligt forløst. Kvindeskikkelserne hører til de mest levende i Ebbes forfatterskab. Derfor har jeg valgt at gå tæt på netop den roman med emnet: det gådefulde og kvindeligheden.
”Rejsen til Messias” er en moderne Odyssé. En magtfuld vision, der set i bakspejlet, er med til at give de grundakkorder, han havde fået slået an i arbejdet med ”Frederik,” form i hans eget livsværk. Bogen fingerer, at forfatteren har fået manuskriptet af den gamle Josef Lazarus, bogens hovedperson. Forfatteren er altså en tjener, et talerør for den gamle, som har levet sit liv og som er død. Lazarus, eller Grundtvig, er blevet en indre stemme. Om værket lykkes er afgørende for forfatterens eget liv og hans død: ”Nu tænker jeg, at hvis jeg fortæller historien så grundigt jeg kan, så vil noget gå op for mig, så jeg vil dø lige så lykkelig som gamle Lazarus gør det nu, når min tid kommer.”(Bind I.s.17)
En Odyssé, en rejse, er den mest indlysende, arketypiske metafor for livet her på jorden. Rejsen kan ved at føre os ind i nye sammenhænge, bringe os i kontakt med det fremmede. Derved kan erindringen af noget, vi måske har glemt, vækkes og en mistet balance genoprettes.
Rejsen til Messias bliver et symbolsk udtryk for bevidstgørelse af og forsoning med det kvindelige, som hovedpersonen Josef Lazarus og den tid, han levede i, havde glemt. Ad mange veje og vildveje når Josef til sidst til den frigørelse det er, at slippe ”Jeg-magten” og finde hjem til kvinden Lea, til et konkret liv i Svendborg i et levende fællesskab med andre. Undervejs får han hjælp af kvinderne. Både de helt konkrete og de mere gådefulde, mytiske.
Titlerne på de tre bind, bogen består af, understreger hans udviklingshistorie. Fra ”Herrens rakkere og bødler” over ”Brudeturen” frem til ”Det klare vand.”
Den tidsepoke, bogen skildrer, strækker sig fra foråret 1648, året for Christian d. IV´s død. En urolig tid i hele Europa efter trediveårskrigen. Ebbe ser i denne epoke spejlinger til vor tid som en begyndelse til det værste. ”Om tendensen kunne der ikke være nogen tvivl. Det gik mod helvede” (2. bog s.91) Statskup og indførelse af enevælden. Den katolske kirkes inkvisition der slog særlig hårdt ned på kvinder og jøder. Samtidig var året 1648 af jødiske kabbalister udråbt som værende begyndelsen på Messias-tiden.
Midt i denne urolige, uretfærdige tid, hvor heksene brændes i større tal end længe, midt i dette patriarkale uvæsen, hvor ”mandemagten strækker sig langt ud over sig selv og dæmoniseres,” lever Josef Lazarus. Han er 24 år. Hans far er polsk jøde, hans mor dansk. Han er opvokset i Hamborg, hvor hans forældre har sat ham i huset hos en fornem, jødisk storkøbmand, Teixera. Han bliver den, der enevældigt opdrager Josef og bliver det dominerende faderbillede, Josef siden får svært ved at løse sig fra.
Fordi Josefs modersmål er dansk, sender Teixera, ham til København i et handelsærinde. Her møder vi ham for første gang. Mærkelig ansigtsløs, præsenteres han udelukkende ved det tøj, han har på. Tøjet er gråt. Hans nye støvler og fine kniplingskrave signalerer ”at han ikke hører til blandt småfolk.” Men det var ikke godt at sige, hvor han så hørte til. Han var tydelig nok en fremmed” (Bind I, s.19)
”Josef!” Ikke så snart er vi blevet præsenteret for hovedpersonen, før en kvindestemme kalder ham ud af den grå anonymitet. Det er Dina. Den første af de kvinder, Josef møder på sin rejse til Messias. Josef! Navnet vækker associationer. Josef var Marias mand. Altid stående beskedent i baggrunden, trak æslet, tjente Maria og barnet, hvis han i det hele taget var med i billedet. Men Josef drømte, og uden Josefs drømme var det hele guddommelige mysterium ikke blevet til noget. Hvis Josef ikke var blevet tilskyndet af sine drømme til at gifte sig med Maria, stik imod samfundsnormen, var Maria, som enlig mor, blevet stenet. De havde ikke vidst, at Herodes ville dræbe barnet, så de havde ikke kunnet undgå at blive slagtet af den magtsyge konge, og de var aldrig kommet hjem igen.
Fra Det gamle Testamente kender vi også navnet på en drømmende Josef, hvis drømme gik i opfyldelse. Dermed blev det ham, der reddede den gamle patriark Jakob og hele hans slægt fra hungersnød og tilintetgørelse. Er Denne Josef af samme stof?
Også navnet Dina kender vi fra patriarkhistorierne. Hun var Jakobs datter. Vi hører meget om Jakobs 12 sønner, meget lidt om Dina. Vi hører i 1.Mosebog kap.36, hvordan hun blev et offer for den patriarkale magt, idet hun allerede som barn i en alder af seks år blev skændet af kongesønnen i Sikem og siden indgik som handelsvare i fredsforhandlingerne mellem de magtfulde fædre Jakob og herskeren i Sikem. Her i Ebbes Josefhistorie genopstår Dina efter at have været stum i flere tusind år.
Josef hedder også Lazarus. Under den prosaiske titel til første kapitel: ”Amagerbro 1648,” står i kursiv: ”- i hvilket Josef Lazarus genopvækkes fra de døde på et meget betydningsfuldt tidspunkt – mens han er undervejs til København. Derefter underafsnittet:” Møde på broen.”
Her på broen kommer Dina i hestevogn på vej til København: ”Strålerne fra den svage aftensol falder ind i vognens halvmørke. ”Strålerne og kvindens røde hår fik alle andre farver på broen til at blegne.” Fra denne vogns lysende halvmørke er det hun kalder på Josef.
Ligesom solens stråler synliggør den kaldende kvinde med det flammende hår, kalder hun billeder fra det fælles skatkammer i dybet op til overfladen. Den genoplevede myte: Denne kvinde har Rembrandt malet. Her på broen ser Dante sin Beatrice. Her kalder Jesus Maria Magdalene ved navn. Her bliver Lazarus kaldt ud af mørket.
Mystikeren, historikeren og digteren Ebbe har sat helheden i sving. Fortid, nutid og fremtid er ét. Her er virkelig lagt op til, at under kan ske!
Dina forsøger at vække Josefs erindring fra deres fælles barndom i Hamborg. Deres første kærlighed. Dante behøvede blot et blik fra den unge Beatrice, da de mødtes på broen. Det kom der både helvede, skærsild og himmelens evigvarende salighed ud af.
Som broen helt konkret er overgang og indgang til den by, hvor rejsen til Messias begynder, bliver Dina broen mellem fortidens barnlige uskyld og kærlighed og fremtidens mulighed for et voksent, modent kærlighedsmøde: ”Hun rakte hænderne mod Josef, og han lod bekymringerne glide af sig og greb leende dem begge.”
En opstandelse? Et øjeblik ja, men så heller ikke længere. Josef er slet ikke der. Hans rådvildhed gør ham alt for optaget af sig selv til at høre hendes: Kom her ud! Det møde kommer der ingen salighed ud af, kun helvedes kvaler.
Josef er, som den verden han lever i, splittet. Hans svar er undvigende, hverken ja eller nej, for han ved ikke, hvem det er der skal svare. Inderst inde er han spaltet i to mennesker. ”Den ene Josef var den jødiske søn, der gik og spekulerede på, om året i år virkelig skulle være et Messiasår. Han var tavs. Han var endda bange for, at hans tanker på en eller anden måde skulle blive afsløret. Den anden var handelsmandens udsending. Også han var fåmælt, fordi han ikke kunne finde ud af, hvordan han skulle løse opgaven.”(Bind I, s.29) - Og om det overhovedet var den opgave, han skulle løse?
Josef plages af en stadig voksende, fornemmelse af ikke at kende sin bestemmelse og være sig sin opgave voksen. Mellem Herrens rakkere og bødler, som undertitlen på første bog lyder, bliver Josef selv både rakker og bøddel, et let offer for det Herrens hierarki, der er afhængigt af at fremme egne mål gennem at forbruge andre mennesker til at gå deres lyssky ærinder.
Ånd uden krop er ondskab. I Josef er der, som i den verden, han møder, ingen sammenhæng mellem ord og gerning, ånd og krop. Ondskabens dæmoner kan frit rase.
Ved skæbnens ironi er det Dina der fører Josef ind på scenen for det politiske magtspil, og dermed også de kvinder, som spiller med. Her gælder det mere at være den, du synes at være, end den du er, så her hænger intet sammen. Her hvirvles Dina rundt mere og mere hovedløst uden at Josef hjælper hende, indtil hun taber det helt og henrettes offentligt. ”Når mandsmagten rækker for langt ud over sig selv, dæmoniseres den, og kvindemagten pålægges en smertefuld tilværelse, fortrænges eller tilintetgøres.”
Det bliver Dina, der bliver dæmoniens værgeløse bytte. Hun elsker meget. Hun ejer evnen til den hengivelse, der kan få verden til at hænge sammen, og hun bliver af patriarkatet stemplet som skøge, bliver syndebuk og offer. Hendes skæbne trækker blodige spor gennem hele Europas historie.
Josef rammes ikke uden grund af følelsen af at være medskyldig, en bøddel. Han valgte, usikker på sine egne instinkter, at gå Teixeras ærinde og svigtede både sig selv og Dina. Først langt senere får han mod til at træde i karakter.
Dina er imidlertid også bro og indgang for Josef til en anden verden. Dina præsenterer ham for Heksegitte, en af Sjællands berømteste spåkoner.
Heksegitte får stor betydning for Josefs bestemmelse og kald, idet hun hensætter ham i en slags drømmetilstand, så han får et blik ind i sit eget og det kollektive ubevidste. Gennem rystende billeder oplever han historien om sig selv: Hvad det er for et spil han spiller med i, men også hans egentlige ærinde i livet. Her får han ved hjælp af Heksegitte kontakt til den indre verden og den indre stemme, som drømmene giver adgang til. Her vækkes kroppen til live med alle dens følelser og instinkter.
Først ser han Guds lem rejse sig. En mægtig muskel i det tomme. Men tomheden fyldes, og Guds sæd overskyller verden og ham selv. Han ånder med gæller, er et uudviklet forstadie med et stort hoved og hans eget store hvide lem. Ikke andet. Han er en svamp. En snylter.
Så bliver hans indre som en storm. En lindorm og en salamander, to kroppe af kvindelig og mandlig natur hvirvler rundt om hinanden, mens blod og ild står ud fra deres tænder og deres gabende sår.
”Nu skal du spørge hvad tiden gemmer til dig,” siger Heksegitte. Da kommer Haltefanden selv. ”Han vidste, at det var ham, han mærkede det på stanken. Det var rigshovmesteren. (Korfiz Ulfeldt haltede også). Han siger: ”I Jesu navn skal du takke rigshovmesteren for livet.” Derefter bliver Haltefanden til en statue, men ikke nogen almindelig statue. Den var af mørkebrunt stinkende lort og den faldt hele tiden sammen.
I disse apokalyptiske billeder oplever Josef den blodige kamp, der pågår i og uden for ham selv. Drømmene viser ham, hvordan den handelsverden og de politiske intriger omkring Korfiz Ulfeldt, som han er ved at blive draget ind i, er fandens værk, det rene lort, der hele tiden falder sammen.
Men drømmen viser ham ikke kun fortid, og nutid, den viser også vejen videre. I drømmen kan han ikke holde ud at se på statuen af Haltefanden. Han vender sig om og går mod lyset. Da hører han en stemme: ”Du mangler det, du skal have med. Du kan ikke melde dig hos fyrsten uden dit embedstegn. Husk du er brudesvend.”
Josefs bestemmelse er, at han skal være brudesvend og bringe solens brud til Messias. Han har et ærinde i en meget større historie end han hidtil har forstået. Hans opgave er at hele og heles. I det samme får han et varsel om det frygtelige, der uvægerligt må komme. Det, som han selv allerede har været med til at forberede uden at være sig det bevidst: Han hører Dinas stemme, men hendes ansigt sidder kun på en stump af en hals og fra den fosser blodet.
Heksegittes stemme siger: ”Jeg synes, du skal være god mod hende, for hun kommer fra Shekinas lande. Da Josef i drømme lidt efter er i Shekinas lande, står der en lille, yndig jødisk brud og smiler tillidsfuldt til ham, og hun siger: ”Du skal føre mig hjem til Solen som hans brud. Og når jeg er blevet Messias brud, så vil solen blive en halvmåne.”
Da krænger hele universet sammen i modsætninger. Månen bliver sol og solen måne, mørket bliver lys og lyset bliver mørke. Ying og Yang. Mand og kvinde. Det er en undfangelsesproces. Han hører beroligende kvindelatter til alle sider og tænker træt: ”Skal jeg nu fødes en gang til?”
Drømmen slutter med, at han møder ærkeenglen Mikael klædt helt i hvidt eller sort. Her gælder det kun ret eller fejl. Josef hører sig selv brøle: ”Hvorfor har du slået alle de mennesker ihjel?” Josef forstår, det må være dommedag. ” Til Jehovas pris, svarer Mikael” ”Jeg dømmer dig til døden,” siger Josef. Og Mikael takker ham: ”Endelig! Men du vil sikkert komme til at fortryde det.” Så lægger han sit flammesværd.
I næste øjeblik står Josef for Guds trone. Og den er tom. Ovenover hviler ordene: ”Lad den, der har lyst, sætte sig på dette sæde.” Tronen forbliver tom. Josef kan ikke sætte sig, for han har glemt, hvad han har lyst til. Josef vender vrangen ud af sig selv i generthed og forsvinder. Så slår han øjnene op og ser, at alt er som det var før - tror han!
”Inden i ham var der bare et stort, grådkvalt mørke. Han vidste. Men det han vidste, var ikke til at sige, ikke til at bruge, ikke til at leve med, ikke til at dø med. Det var sandheden, og han måtte se at få den ud af hovedet, ellers kunne han kun græde fra nu af.” Måske får han den ud af hovedet, men ikke af hjertet. Mørket bliver som lyset.
Josef drømmer de drømme, der går i opfyldelse, akkurat som hans navnebrødre i fortiden gjorde det. Ligesom vor egen vilje i vore drømme, uden at vi ved af det eller kan ændre på det, optræder som ubønhørlig ydre skæbne, således er virkeligheden en større drøm, som urviljen i os drømmer med os. Men endnu forstår Josef selv kun dunkelt under splittede instinkter, hvilken historie det er han spiller med i.
Senere, da Josef på et tidspunkt ligger syg i Amsterdam, dukker maleren Rembrandt op. Det bliver et vendepunkt. Han viser Josef det sidste billede han har malet af Hendrijke. Han kalder det: ”Jødebruden”, fordi det er for kønt til at hedde noget af det, der er kristent nu om dage. Har du en jødebrud?” spørger han. Josef er allerede i Shekinahs lande foran solens brud, mens Rembrandt fortsætter: ”Se at få dig en, det er ikke sjovt at være alene i fjendeland, hvis man også skal skabe lys og skønhed.” Næste dag rejser Josef tilbage til København for at møde den kvinde, han gifter sig med.
Anna Bundtmagers er en kvinde, der hviler i sig selv i de givne, naturlige sammenhænge. Hos hende møder Josef den ukomplicerede trygge eros. Men lykken bliver kort.. Anna dør under pesten. Men som Marie gjorde det for Grundtvig, opstår hun som en indre fører, en skytsengel, der med sin stemme kærligt fører ham videre ad bestemmelsens veje og kun tier, når han er på vildspor.
Første bind ”Herrens rakkere og Bødler” slutter med at Dina bliver halshugget. Josef står og ser til sammen med Anna. Dina ser ud over mængden. Med et får hun øje på Josefs øjne, og hun ser kærlighed i dem. Men hun ser også, at sammen med Josef står Anna Buntmagers. Da hun knæler foran bøddelsværdet, føler hun klart og tydeligt, at hun ikke er alene. Hun tænker på kærligheden i Josefs blik. Selv om den ikke kun er til hende, så er den der i det mindste, og hun kan kalde på den. Det er, som om Dina i dette kærlighedens blik modtager et nådens blik fra den kærlighed, hun har kaldt på hele sit liv, den der kan give og modtage, den der skal blive alt i alle. Vi må tro, hun i dødsøjeblikket får svar. Da bødlen løfter Dinas afhuggede hoved op for mængden ser de, at det smiler.
Dina mærker under hele eksekutionen, at Heksegitte er hende nær, og Josef hører tydeligt Heksegittes stemme tale i hans hoved: ”Der ser du den jordiske retfærdighed i sit fuldeste flor.
Du holder ikke ud at se på det vel? Men se på mig: Vi finder os ikke i det ret meget længere. I har mishandlet os for længe.” Josef giver hende ret.
I lyset af den trygge kærlighed, Josef har oplevet sammen med Anna, forsones han med det aspekt af det fremmede andet køn, som han udfordredes af og var bange for i Dina. Når han giver Heksegitte ret, har han set sin delagtighed i forbrydelsen. Han kan ikke længere vaske sine hænder.
Så er tiden inde til at føre solens brud til Messias. Bruden fra Shekinahs lande.
Shekinah blev i den jødiske mystik, Kabbalahen, kaldt Jahves brud, datter og dronning, moder til alle levende sjæle. Hun var, som Sofia, det feminine aspekt af Jahve. Hun havde rødder langt tilbage til Ægyptens og Mesopotamiens gudinder.
For Ebbe handler Shekinah om det kvindelige aspekt i guddommens begreb. Ikke fordi han vil insistere på, at Gud er en stor, frodig sort kvinde eller noget i den retning, som han udtrykker det, men - og ”det er humlen i det hele” - han insisterer på, at Gud selvfølgelig er begge køn. At dette er blevet fortrængt i kristendommen har inden for kirkedøren ført til en fordømmende, enevældig, gold kirke, som den Ebbe bl.a. gør op med i skildringen af Dina. På den anden side har det uden for kirkedøren ført til stor rådvildhed og søgen efter Gud på andre steder. Hvad denne rådvildhed kan føre til skildres bl.a. i beretningen om Josefs møde med Messias.
Sabbatai Zwi er en af de historiske personer, Ebbe ved et tilfælde støder på under forarbejdet til ”Rejsen til Messias.” Et meningsfuldt tilfælde som han følte var med til at klargøre hans tanker med romanen. Sabbatai Zwi er jøde. Han kommer fra Smyrna i Lilleasien. Sabbatai mener om sig selv, at han er Messias, og da længslen efter en opfyldelse af Messiasprofetierne var stor i en tid med uro og tiltagende jødeforfølgelser, vækker Sabbatai en enorm opmærksomhed.
Da Josef finder den lille polske jødebrud, Sara, er hun gennem åbenbaringer ved ”Herrens Engel”, som hun siger, parat til opgaven som solens brud. Josef fører hende, med sig selv som brudesvend, til denne Messias. Da brud og brudgom mødes, ”lød det for Josef, som om de sagde noget, de skulle sige og havde forberedt sig på længe.” Sabbatai og Sara er gået ind i mytens iscenesættelse af det hellige bryllup. De taler ikke længere personligt, men som skuespillere, der har lært deres roller.
Det mytiske bryllup fejres. Sol og måne forenes, mandligt og kvindeligt. Mystikkens Hieros Gamos, det hellige bryllup, her i den jødiske mystiks iklædning. Et bryllupsritual som vi finder varianter af inden for enhver kultisk praksis, og som der er genklang af i ethvert bryllup.
I ritualet får myten krop, ordet bliver kød, et levende billede på livet i dets arketypiske form. At være deltager i et sådant ritual kan være med til at løfte en flig af livets gåde og give en oplevelse og en indsigt, der ikke kan opnås på anden måde. Det kan oplive og styrke til at leve livet, men: det er ikke livet! Det er et billede af virkeligheden, det er ikke virkeligheden. Her fejler Sabbatai Zwi. Sabbatai er ikke Messias. Selv om du har set en flig af Gud, bliver du ikke selv Gud. Ligesom skuespilleren ikke skal fortsætte med at spille Richard d.3., når han går hjem efter tæppefald, på samme måde er Sabbatai ikke længere Messias, når ritualet er færdigspillet.
Sabbatai fejler, men Josef har fået ny indsigt. Efter at have udført sin opgave som brudesvend og efter at have deltaget i bryllupsritualet, skifter hans rejse retning. Fra nu af går rejsen hjem. Hans erkendelsesrejse nærmer sig sin afslutning. Nu skal indsigten virkeliggøres, inkarneres i hans eget liv.
På dette tidspunkt møder han den sidste af sine kvindelige hjælpere, Miranda. Miranda har hele tiden vidst, at Sabbatai ikke var Messias. Han var bange, siger hun. Også Josef er bange. Han har på dette tidspunkt vedkendt sig både mord og hor, al mørkets dæmoni. Synden er erkendt. Men han er stadig bange. Han er bange for det gode.
Miranda karakteriseres i bogens noter som henholdsvis: ”Jomfru i Smyrna.” ”Skøge i Alexandria.” ”Klog kone i Jerusalem.”
Miranda har hverken mistet stemmen som jomfru i Smyrna eller hovedet som patriarkatets skøge i Alexandria. Hun er klog kone i Det nye Jerusalem. Hvilken kvinde! Hun både taler og elsker! Og Josef lytter. ”Før en mand lærer at lytte til en kvindes tale, bliver han ikke sig selv”(Fæ og Frænde s.132). Josef og Miranda forenes i de levendes lyst.
Et helt år bliver han i den hellige by Jerusalem for at dyrke hendes have. Alt meget konkret. Fingrene i jorden. Han planter og beskærer og modtager det gode liv sammen med hende. Det liv, der er for syndere. Så rejser han helet hjem.
En ydre og en indre rejse. Anna, Dina og Miranda har som tre norner knyttet trådene i væven.
Tre bryllupper har fundet sted: Det første med Anna. Derefter mystikkens rituelle bryllup.
Det tredje bryllup, i sandhed guddommeligt, er med Miranda, ”med begge øjne åbne. For alvor!” Jomfru, skøge og vis kvinde i ét.
I en natlig time står Miranda nøgen foran Josef. Bag hende en flammende rød gobelin, der rækker fra jord til himmel. Dina, Maria Magdalene, deres navne ligger skjult i Mirandas. I hende genrejses de. Han ser at der ”omkring hendes store krop, der var glat og varm, stod en regnbue.” Nådebroen.
På vej hjem over Amagerbro, midtvejs på den bro, hvor rejsen begyndte for 22 år siden, er det, som lyset bliver kraftigere: Frem mod ham bruser en hestevogn. Det er Dina. Det er som den gang. Men der er en forskel. Og forskellen er ham selv. Dengang var han bange for at blive afsløret, det er han ikke mere. Han er hjemme nu.
Josef vender hjem til Lea, der har ventet på ham sammen med hans og Annas datter, Mette. Sammen flytter de ind i kollektivet i Svendborg. Det er bare Lea. Det rene vand. Ja, netop det rene vand.” Det klare vand,” som tredje bog hedder. Josef har fået en ny begyndelse, eller Josef Lazarus er opstået - til menneske!
Som et ekko fra dybet får Ebbe den kristne historie til at klinge med gennem hele romanen. Uden at have planeret det, det siger han selv, det blev bare sådan. Med Josefs erkendelsesrejse når han ind til mysteriets kerne, hvor mandligt og kvindeligt mødes, brud og brudgom bliver ét. Stedet, hvor det sande menneske, den sande Messias, kan tage bolig.
Når sandheden bliver poesi, træder den selvmeddelende sandhed i kraft. Læseren, ja også digteren selv, befrugtes og ser med undrende taknemmelighed på, hvad der åbenbares.
Svaneøgle
I sommeren 1977 tager Ebbe med sin navnebroder Kløvedal på en sejlads over Stillehavet. Han er 37 år, på midten af sin bane, med følelsen af at alting udvikler sig anderledes, end han havde håbet. Han vil begynde helt forfra.
En nat har han og Ella, et af de andre besætningsmedlemmer, vagten. Det er stjerneklart og næsten fuldmåne, havet er blankt. Ebbe styrer. ”At styre i roligt vejr er det samme som at fundere dybt og meditativt. Pludselig bryder en lang våd hals med nogle plaskende luffer sig gennem havoverfladen få meter fra rælingen. På toppen af halsen sidder et rundt hoved, som stirrer på dem i noget der føles, som meget lang tid. De kan ikke se øjnene tydeligt, men ”vibrationerne fra det intense afgrundsdyb” er ikke til at misforstå, der bliver set på dem. Ebbe kalder bogen, han skriver ved hjemkomsten for ”Svaneøgle”. Det var en Svaneøgle de så, en dinosaur, der skal have levet for 65 mill. år siden.
Er det sandt, så de den? Ja, de så den! ”På tidens ocean.”
Som barndomssynet af kamilleblomsten på fortovskanten bliver den opgående sol, der kaster lys over det, der for Ebbe bliver rejsen til Kristus, kan synet af Svaneøglen under månen være symbol på den gådefulde kvindekraft fra dybet, der gang på gang gennembryder bevidsthedens vandoverflade og befrugter manden, profeten og digteren.
Oplevelsen på Stillehavet blev en ny begyndelse for den 37årige Ebbe. Selv siger han i den sidste samtale med Johannes H. Christensen, at de perioder i hans liv, hvor han har været tættest på at se solen stå op har været, når han hengav sig til livslyst og -energi, ”når jeg gik mest efter mine instinkter og mindst efter min fornuft.” (Aberne s.304) Måske kunne man tilføje: Når det gådefulde og kvindeligheden har været humlen i det hele.
