DANS

- det glemte sprog

”Dansen er selve menneskekroppens og menneskesjælens fælles bevægelsesrytme, derfor må dansen være menneskets centrale kunstneriske element den mest direkte menneskelige kunst, den menneskelige bevægeligheds demonstration.” Sådan siger Asger Jorn i sin bog:” Magi og skønne kunster.”

Asger Jorn mener ikke danseforestilling, hvor nogen danser, de professionelle, mens andre ser passivt til. ”Det kunstneriske, er ikke blot et professionelt fænomen, men det præg af livsglæde og uovervindelighed, der springer frem fra tilværelsen grund, når vi møder den som deltagere, uforbeholdent som i leg.” Altså enhvers sprog og eje, som hørende med til det at være menneske.

Skellet går ikke mellem dygtigt, rigtigt og professionelt på den ene side og ”kan- ikke” og forkert på den anden, men mellem død og levende.

Rytmen

Alt levende bevæger sig og bevæger sig rytmisk.

Den dansende må overgive sig med ubetinget tillid til rytmen, til at jorden bærer, til tyngdekraften, centrifugalkraften, alt det som er gave og forudsætning for den menneskelige bevægelighed. Rytmen er fysisk betinget. I tankens metafysiske verden findes rytmen ikke.

Det rytmiske er kroppens organiske og naturlige bevægelsesmåde både i gang, dans, leg og under arbejde. Det rytmiske er at svinge med i det vi kunne kalde” værens grund.” Her gælder det ikke om at hoppe højest, men om nærvær i krop og sind. Det kunststykke har enhver mulighed for at være mester i.

Ligeså selvfølgelig pulsens, vejrtrækningens og fordøjelsens rytme må være, lige så naturlig må vi hvile i den livsrytme, som er dans.

At være harmonisk er måske det at have fundet sin naturlige rytme, sin livsrytme?

Hvor blev dansen af hos os?

Alle naturlige mennesker danser, når de vil udtrykke overskydende livskraft

Barnet hopper højt af glæde og kaster sig rundt med stamp i vrede. Også vi voksne kender til at glæden tager over, så dans og sang bliver det eneste naturlige udtryk. Endnu danser vi brudevals, en mindelse om den rituelle frugtbarhedsdans, som engang udfoldede sig ved ethvert bryllup. Grædekoner, har med deres sange og rytmiske bevægelser, givet sorgen krop og stemme.
br /> Både dans og sport har sit udspring i legen. Men i samme øjeblik det legende forlades og der f.eks. bliver tale om at vinde konkurrencen, holde sig i form, slanke sig eller hvad nu formålet kan være, går noget tabt. Det skabende udtryk har altid sin betydning i sig selv. Det kan være udmærkede formål, men det skabende, kunstneriske, legende menneske forsvinder. Fantasien og rytmen bliver hjemløs.

Jeg husker, hvordan jeg som barn var med til at danse folkedans på Frederiksborg Højskole. Jeg husker det som der var en særlig festkraft tilstede. Måske var det blot fordi jeg var barn og fik lov til at danse med de store. Mine meget ældre søskende var elever på højskolen på det tidspunkt.

Senere synes jeg det virkede som om folkedansen stivnede, blev konform og uinspireret, et spørgsmål om at gøre de rigtige trin, om taktinddeling. Det svingede ikke længere.

Dans er kropsarbejde

Det ser ud som om dansen forsvinder i takt med at det legemlige arbejde forsvinder. Der hvor det fysiske arbejde ikke værdsættes, værdsættes det skabende arbejde, som har med kroppen at gøre heller ikke. Dans er et fysisk arbejde.

Der er et andet forhold, der knytter sig til dette. Det fysiske arbejde har for det meste været knyttet til jorden, så man kan sige, at dansen aftager i takt med at vi fjerner os fra jorden dvs. fra naturen. Det vil ikke blot sige den ydre natur. Med til naturen hører også den indre natur, den menneskelige natur og naturlighed.

Når den abstrakte tankeverden tager monopol på at definere virkeligheden, aftager sansen for håndens og kroppens sprog i leg, sang og dans. Spørgsmålet er ikke længere et spørgsmål om væren, som har med krop og sanser at gøre, men mere et spørgsmål om at gøre og være dygtig.

Det skabende, legende og billeddannende menneske forsvinder.

”De danser livet,” siger man om afrikanerne. De afrikanske dansebevægelser er i deres udgangspunkt ofte inspireret af konkrete arbejdsbevægelser, arbejdet med jorden, bagning af brødet osv. Vi kender også rester af arbejdssange og danse hos os, som f.eks. ”Save, save brænde og: :”Først den ene vej, og så den anden vej”. Den sidste en gammel rituel dans, der handler om, at pløje, så, bede om regn og derefter feste, mens man overlader resten til Guderne.

Rituel dans

Undertegnede har i de sidste 20 år undervist bl.a. på højskoler og specielt på Vestjyllands højskole i den specielle form for dans, som er den oprindelige i alle kulturer, den rituelle dans, hvor man ikke blot taler om livet, men synger og danser det. Et glemt sprog.

I den rituelle dans er det den fælles historie, myten, de fælles grundfortællinger, der vækker fantasien og giver impuls til dansen. Myten er menneskehedens urfortællinger, fulde af visdom og skønhed. De danner grundlag for de menneskelige værdinormer og al etik.

I den rituelle dans kan grundfortællingen, historien fortælles før dansen, eller den kan synges mens der danses, som det f.eks. er tilfældet med den nordiske balladedans. Historien får stemme, kød og blod i den fælles dans, hvis grundform altid er cirklen. Ord og krop indgår således ligesom i leg i en frugtbar symbiose.

Dansen er knyttet til de store begivenheder i naturens, samfundets og den enkeltes liv og bliver således samtidig med den enkeltes udfoldelse også et udtryk for fællesskab og samhørighed.

I mit arbejde med dans har jeg været særlig inspireret af de kulturer, som endnu er forholdsvis tæt på den direkte, mundtlige tradition, som f.eks. inuit-kulturen, den samiske og den afrikanske. Det  væsentligste for mig har imidlertid været at genoplive dansen på vor egen kulturs præmisser, i relation til vore egne grundfortællinger: de nordiske, de oldgræske og urkristne, og gøre erfaringer mht. hvorvidt den rituelle dansepraksis kan realiseres i et nutidigt kulturlandskab, blandt såkaldt moderne mennesker.

I 1986 fik jeg Gerlevs idrætspris med begrundelsen, at jeg havde oplivet den ældste idræt i Norden: Dans som sprog.

”Ånd uden krop er ondskab”, siger K.E.Løgstrup, og fortsætter: ”at være overladt til filosofien, berøvet det kunstneriske udtryk, er et helvede, i bedste fald kedsommeligt”. Det samme kan vel siges om det modsatte: krop uden ånd.

I det antikke Grækenland hed det, at den der danser er ”Hånd-vis”. På et tidspunkt blev folkets leder endog valgt efter hvem, der var den bedste fordanser. Den person kunne man have størst tillid til, hans ord og hans krop talte ikke med tveægget ”tunge”.

I den rituelle dans rejses livsspørgsmålene ikke som tænkte størrelser, som ren ånd, men i kød og blod.

Åndelig vækst er ikke et resultat af spekulation, men noget, der hænder, en begivenhed, der indfinder sig der, hvor du selv er medspiller, og det forudsætter krop.

Sandheden kan man ikke regne eller tænke sig til, at synge, danse og lege med den, har vist sig frugtbart for mennesker til alle tider.

Tilbage